Selvom de fleste af os oplever, at konflikter er ubehagelige, kan de ikke helt undgås på en arbejdsplads. Det kan være, du undrer dig over, hvordan en kollega løser en opgave, at du bliver såret over måden, en leder eller kollega taler om dit arbejde eller du synes der er misforståelser og skævheder i kommunikationen med en samarbejdspartner.
Lidt grus i maskineriet kan være starten på noget, der udvikler sig til et langt større problem. Derfor er det bedre at se konflikterne i øjnene og forsøge at håndtere dem, inden de for alvor udvikler sig til et problem, der går ud over opgaveløsning, samarbejde og velbefindende.
På dette webinar får du gode råd og viden til at blive opmærksom på konflikter, hvornår de er destruktive, hvordan du selv kan agere og hvilke forhold i organisationen, der spiller en rolle.
Med udgangspunkt i en casehistorie gennemgår vi konflikters udvikling og hvordan man kan håndtere dem på forskellige udviklingstrin. Vi vil også komme ind på hvilke typer af konflikter, der kan være, hvad der i organisationen fremmer og hæmmer konflikter samt hvilken rolle, du selv kan spille.
Du får blandt andet svar på:
Hvad er konflikter, hvordan kan de udvikle sig og hvordan kan de håndteres?
Forstå din egen rolle: Hvordan kan du tackle dine følelser og reaktioner i konflikter, fx hvis du bliver overset eller misforstået på tværs af fagligheder? Kan du måske vende det til noget konstruktivt?
Pligt, ansvar og grænser: Hvad er dit eget ansvar, hvis du lander i en konflikt? Hvad kan du selv løse, hvad hører til ledelse og organisation? Og hvem går du til, når det spidser til?
Når du er vidne: Hvordan håndterer du, at andres konflikter og dårlige tone dræner din energi og dit arbejdsmiljø?
Webinaret leverer jordnære, konkrete "tricks", der kan bruges i en almindelig arbejdshverdag anno 2026.
Om oplægsholderen:
Eva Thoft er associeret arbejdsmiljøkonsulent og tidligere partner i TeamArbejdsliv, som både rådgiver og forsker i arbejdsliv. Gennem årtier har hun hjulpet danske arbejdspladser med at skabe bedre trivsel og har blandt andet været med til at udvikle de officielle materialer om konflikthåndtering for Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA). Eva er kendt for sin praksisnære tilgang, hvor teori omsættes til viden, råd og redskaber, du kan bruge på arbejdspladsen.
Webinaret er arrangeret af DJ Kommunikation og er åbent for alle medlemmer af Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation.

